Dyrelivet på Livø

Livø er især kendt for sine sæler og sine dådyr. De spættede sæler holder trofast til på Liv Tap og på nogle små rev i farvandet mellem Livø og Mors. Her hviler de, og her opfostrer de deres unger i juli - august. Både fra Rønbjerg Havn og fra Fur arrangeres "sælsafari" til farvandet ved Livø.

Livøs dådyr lever frit på øen og er naturligt sky. Dådyret stammer oprindelig fra Lilleasien og er af fønikerne og romerne blevet udbredt til det vestlige middelhavsområde og Europa. Man mener det er kommet til Danmark omkring 1100, indført som jagtvildt og udsat på en række øer, ligesom godser og klostre har holdt det i dyrehaver. Man ved ikke hvor længe, der har været dåvildt på Livø, som tidligere har tilhørt Vitskøl Kloster. Måske har bestanden i perioder været næsten udryddet. Det er kendt, at der for ca. 100 år siden udsattes 3 dåer og en hjort, ligesom bestanden i nyere tid er blevet styrket med dyr fra Jægersborg Dyrehave. Livø har tillige en pæn råvildtbestand. Statsskovdistriktet bortskyder et antal då- og rådyr hvert år for at holde bestanden på et acceptabelt niveau.

 
 
 
 
Tag på sælsafari